111
Ødemarken, end at det skulde vise sig, at I bleve den lille Raaddenskabs Plet, der med Tiden ødelagde hele Frugten. Ville I drage med os paa disse Vilkaar?«
»Jeg er parat til at tage med jer, paa hvad Vilkaar I forlanger,« sagde Ferrier med et saadant Eftertryk, at de alvorlige Ældste ikke kunde undertrykke et Smil. Kun Føreren bevarede sit haarde, strenge Udtryk.
»Tag ham, Broder Stangerson,« sagde han, »giv ham Føde og Drikke og Barnet ligervis; lad det ogsaa blive din Gerning at lære ham vor hellige Tro. Vi have dvælet her længe nok. Fremad! Af Sted, af Sted til Zion!«
»Af Sted, af Sted til Zion!« raabte Mormonskaren, og Ordene forplantede sig ned gennem den lange Karavane, idet de gentoges fra Mund til Mund, indtil de døde hen i en svag, dump Mumlen i det fjerne. Med Piskesmæld og Hjulknirken satte de store Vogne sig atter i Bevægelse, og snart bugtede det lange Tog sig paa ny hen over Sletten. Den Ældste, til hvis Omsorg de to vildfarne bleve betroede, førte dem hen til sin Vogn, hvor et Maaltid allerede vente dem.
»Her maa I nu blive,« sagde han. »Om nogle faa Dage vil I nok være kommen til Kræfter igen efter jeres Genvordigheder. Men husk nu paa, at I fra nu af og i al Evighed tilhører vort Samfund og maa bekende jer til vor Tro. Brigham Young har sagt det, og han har talet med Joseph Smiths Stemme, som er Guds Røst!«
