103
»Men Du skal ogsaa komme med, og saa vil jeg fortælle kende, hvor rar Du har været. Du skal se, hun møder os nok ved Himlens Dør med en stor Spand Vand og et helt Fad Boghvedekager, varme og ristede paa begge Sider ligesom dem, Bob og jeg holdt saa meget af. Men hvor længe tror Du, at det varer?«
»Det ved jeg ikke; men det bliver nok ikke ret længe.« Mandens Blik var rettet mod Nord. Mod den blaa Himmelhvælving der havde der vist sig tre Smaaprikker, der for hvert Øjeblik bleve større, saa hastig kom de nærmere. Til sidst viste det sig at være tre store, brune Fugle, der kredsede over de to Vandreres Hoveder i nogen Tid og derefter satte sig paa Klippen, som stejlt hævede sig bag ved dem. Det var Kondorer, Vestens Ørne, hvis Komme varsle om Død.
»Nej, se dog, hvilke store Haner!« raabte den lille Pige glad, idet hun pegede paa de ildevarslende Skikkelser og derefter klappede i Hænderne for at faa dem til at flyve. »Men sig mig en Gang, har Gud virkelig skabt dette her Land?«
»Ja, naturligvis har han det,« sagde hendes Ledsager, lidt forbavset over dette uventede Spørgsmaal.
»Jeg ved nok, at han har skabt Landet nede ved Illinois, og at han ogsaa har skabt Missouri,« fortsatte den lille Pige. »Men dette Land her har vist en anden skabt, for det er ikke nær saa godt lavet. Han har jo helt glemt baade Vand og Træer.«
»Hvad siger Du om at bede lidt til Vorherre?« spurgte Manden helt forsagt.
»Det er jo ikke Aften endnu,« svarede hun.
»Ja, det gør ingen Ting; det er nok ikke helt
