99
træde skarpt frem mod den graa Alkali. Træd nær mere og undersøg dem! Det er Skeletter: nogle store og klodsede, andre mindre og spinklere. De første have tilhørt Okser, de sidste Mennesker. Mange, mange Hundrede Mil kan man spore Karavaneruten ved Hjælp af disse gyselige, spredte Levninger af dem, der ere styrtede om paa Vejen.
— Den 4de Maj 1847 stod en ensom Vandrer paa Sierra Blancas Skraaning og stirrede ned over Sletten og Stien. Hans Udseende var saaledes, at man godt kunde have taget ham for Ørkenens Aand eller Dæmon. Selv en opmærksom Iagttager vilde have fundet det vanskeligt at afgøre, om han var fyrretyve eller tresindstyve Aar gammel; hans Ansigt var magert og udtæret, og den brune, pergamentagtige Hud laa stramt over de fremstikkende Kindben. Hans lange, brunlige Haar og Skæg vare tæt graasprængte, hans Øjne vare dybt indsunkne i deres Huler og brændte med en unaturlig Glans, medens hans Haand, der var knuget om Riffelløbet, var saa blottet for Kød som en Mumies.
Medens han stod og stirrede, lænede han sig mod Vaabenet for at finde Støtte, og dog forraadte hans høje Skikkelse og hans massive Knokkelbygning en usædvanlig sej og kraftig Konstitution. Men hans udtærede Ansigt og hans Klæder, der hang som en Sæk om hans indskrumpede Lemmer, fortalte tydelig, hvad det var, der gav ham den affældige og sammenfaldende Holdning. Manden var ved at dø af Hunger og Tørst.
Han havde med Møje slæbt sig frem gennem Kløften, der laa bag ved ham, og op paa den Klippe, han stod paa, i det forfængelige Haab, at det maatte blive ham muligt at opdage et eller andet Tegn paa,
