98
lettede, naar de tabe hine skrækkelige Sletter af Syne og atter befinde sig paa deres hjemlige Prærier. Ørkenulven lusker omkring i det sparsomme Krat, Kondoren flyver langsomt og kredsende gennem Luften, og den klodsede graa Bjørn sjokker gennem de dybe Kløfter for at finde noget til Føden mellem Klipperne. Men disse ere ogsaa Ødemarkens eneste Beboere.
Paa hele Jorden har man ingen Steder en saa trøstesløs og afskrækkende Udsigt som fra Sierra Blancas nordlige Skraaning. Saa langt Øjet rækker, strækker sig den flade Ørken, overalt oversaaet med store, hvide, saltbedækkede Pletter, der veksle med Grupper af de dværgagtige Chapparel Buske. I Synskredsens yderste Rand fortoner sig en lang Kæde af Bjærgtoppe, hvis skarpe, sønderrevne Tinder ere bedækkede med Sne. Paa hele denne store Landstrækning vil man forgæves lede om selv det mindste Tegn til dyrisk Liv eller noget, der hører hertil. Der ses ikke en Fugl mod den staalblaa Himmel, ingen Bevægelse paa den triste, graa Jord — overalt hersker den dybeste Tavshed. Hvor skarpt man end lytter, vil man dog ikke opfange selv den svageste Lyd over denne vældige Ødemark — intet andet end Stilhed, fuldstændig, hjerteknugende Stilhed!
Der blev sagt, at intet, der hører til dyrisk Liv, var at opdage paa den vide Slette; der er dog een Undtagelse. Skuer man ned fra Sierra Blanca, vil man opdage en Sti, der er traadt hen over Sletten og bugter sig frem, indtil den tabes af Syne i det fjerne. Den er furet af Vognhjul og sammentrampet af mange Eventyreres Fødder. Hist og her ligge hvide Genstande spredte, som glimte i Solen og
