Side:En Studie i rødt.pdf/111

Denne side er blevet korrekturlæst

Første Kapitel.


Paa den store Saltslette.

Omtrent midt i det store amerikanske Fastland ligger der en nøgen og frastødende Ørken, der i mange Aar virkede som en Bom for den mod Vest fremskridende Civilisation. Fra Sierra Nevada til Nebraska og fra Yellowstone Floden mod Nord til Colorado Floden mod Syd breder sig den øde og tavse Landstrækning, der dog af Naturen er bleven skænket nogen Afveksling. Den fremviser baade høje, snedækte Bjærge og dybe, skumle Dale, vandrige Strømme, der brusende og skummende styrte frem gennem dybe, sønderrevne Canons, og uhyre Sletter, der om Vinteren ere hvide af Sne og om Sommeren graa af saltagtigt Alkali Støv. Men baade Bjærg, Dal og Slette bære dog det samme Præg af Ufrugtbarhed, Ugæstmildhed og Elendighed.

Der findes ingen Beboere i dette Haabløshedens Land. En Flok Pawneer eller Sortfødder strejfe maaske tilfældigvis hen langs dets Rande for at naa til andre Jagtgrunde, men selv de vildeste og dristigste af disse uforfærdede Naturens Børn føle sig