87
den dybeste Ærgrelse og Skuffelse over hans Ansigt. Han bed sig i Læberne, trommede med Fingrene paa Bordet og viste alle mulige Tegn paa den største Utaalmodighed. Saa stor var hans Elendighed, at jeg ordentlig fik helt ondt af det for ham, medens de to Opdagere sad og smilede haanligt og paa ingen Maade vare utilfredse med det Uheld, der her var tilstødt deres Konkurrent.
»Det kan ikke være et blot og bart Tilfælde!« udbrød han til sidst, idet han sprang op fra Stolen og begyndte at vandre med stormende Skridt frem og tilbage paa Gulvet. »Det er umuligt, at det kan være et rent Tilfælde. De selvsamme Piller, som jeg havde mistænkt for at være Aarsag til Drebbers Død, findes ganske rigtig efter Stangersons Mord, og dog er de uvirksomme. Hvad kan det dog betyde? Min hele Kæde af Slutninger kan dog ikke være forkert. Det er umuligt! Og dog ligger den elendige Hund der og bliver ved at leve. Men nu har jeg det! Jeg har det!«
Med et Frydeskrig for han hen til Æsken, skar den anden Pille midt over, opløste den, blandede Mælk i Opløsningen og bød Dyret den. Den stakkels Hunds Tunge syntes næppe at være bleven vædet i Mælken, før hele dens Krop gennemrystedes af Krampetrækninger, og derefter laa den lige saa stiv og livløs, som om den var bleven ramt af Lynet.
Sherlock Holmes drog et langt, lettende Suk og tørrede Sveden af Panden. »Jeg burde have haft en meget stærkere Tiltro til det,« sagde han, »jeg har allerede set saa meget, at jeg burde vide, at naar en Kendsgerning synes at staa i Strid med en lang Kæde af Slutninger, saa vil det altid vise sig, at Kendsgerningen taaler en anden Forklaring.
