Ch. Klinger. Min bedste Fader; Jeg beder Dem indstændigen, at lade Sagen blive bilagt i Mindelighed.
M. Klinger. Gud velsigne Jer, mine søde Børn! kan I skaffe mig mine 1000 Daler, saa skal jeg ikke gjøre Herr Stork den mindste Uleilighed, saa maa han for mig skrive saa mange Breve til sig selv, som han vil, det er jo en uskyldig Fornøielse, og en Correspondance, der ingen Postpenge koster. Men mine Penge vil jeg saa Skam have, det kan Ingen fortænke mig i.
Stork. De skal faae Deres Penge paa faa Daler nær i Dag, og Resten i Morgen.
M. Klinger. Bravo! Saa ere vi ligesaa gode Venner som før, og ville slaae den hele Tildragelse i Glemmebogen. Men siig mig nu, hvad den hele Historie skulde gjøre godt for, kjære Stork.
Stork. Det var en dum Speculation, hvorved jeg haabede at bidrage til mit eneste Barns Lykke. Jeg vidste, der var en riig Mands Søn, som havde et godt Øie til min Datter, men at hans Fader satte sig mod Partiet, fordi hun var fattig.
M. Klinger. Det gjorde s'gu Faderen Ret i, snilde Stork; det Samme vilde De have gjort i hans Sted; thi fordi man har en riig Fader, kan man gjerne selv være fattig, og naar man lægger Fattigdom til Fattigdom, er Summaen ikke meget trøstelig.
Ch. Klinger. Det er sandt, Fader; men Fattigdom er endda ikke den største Ulykke paa denne Jord.
M. Klinger. Det er den ikke heller, lille Søn; men den er stor nok, og hvordan den egentlig er, har Du ikke synderlig Begreb om. Hverken Du, eller den unge Herre, som Stork taler om, kan leve af Kjærlighed og Elvevand; dersom jeg kjender Eder ret, ville I sommetider have lidt Ryper og Portviin til. (Magisteren træder ind.)
