Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/564

Denne side er blevet korrekturlæst

Tolvte Scene.

Morten Klinger. De forrige.

Morten Klinger. God Aften! hvorledes befinder Herr Stork og hans elskværdige Jomfru Datter sig? — Og see! — jeg skal træffe min Søn her. Det er mig kjært, Christian, at Du vælger Dit Selskab med saa megen Smag. Men seer jeg ret, eller bedrage mine Øine mig; det smukke Pigebarn har jo grædt. Har den gamle Papa været grætten? thi jeg tør nu slet ikke forudsætte Muligheden af, at min Søn har viist en saa uridderlig Opførsel, at han har bragt Taarer til at flyde fra et saa deiligt Par Øine. Vidste jeg det, da skulde han i Sandhed faae med mig at bestille. Svar mig, gamle Stork! er her maaskee forefaldet en høitidelig Scene?

Stork. Nei — det Hele er kun Narrestreger.

M. Klinger. Naa — det var da vel, saa har der da ikke tildraget sig noget Sørgeligt. Jeg kan da med ublandet Følelse forebringe min Lykønskning med den gunstige Forandring i Husets Omstændigheder. De kan troe, det har ret glædet mig, brave Stork! (Ryster hans Haand.)

Stork. Har De faaet mit Beviis for de 1000 Daler.

M. Klinger. Ja vist, Papa. De er dog altid den Gamle; De har Intet i Deres Hoved uden Forretninger. Det var mig ret en sand Fornøielse, at jeg kunde forstrække Dem med den for Dem ubetydelige Summa. Men — siden De har bragt Deres Pengesager paa Bane — har De hørt det naragtige Rygte, der gaaer om Dem i Byen?

Stork. Hvad for et Rygte?

M. Klinger. Det skal jeg fortælle Dem. Man siger, at De først henvendte Dem til Bertelsen & Hoskjær om dette Laan; men at Vedkommende forlangte først at see det Brev, De har faaet fra Huset Ricardo & Comp. og — vil de bare