Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/562

Denne side er blevet korrekturlæst

Caroline. Det er en Hemmelighed, som Pligten byder mig at fortie; men tro mig paa mit Ord, jeg handler som jeg bør og som jeg maa.

Klinger. Caroline! Caroline! der kan ikke tænkes noget Hensyn, som kan retfærdiggjøre Din Opførsel. Din Fader gjør Du bedrøvet, mig bringer Du til Fortvivlelse, og jeg tør da vel troe, at Du heller ikke selv kan være glad ved hvad Du gjør.

Caroline. Gud! hvor kan Du tvivle paa, at jeg min hele Levetid vil føle mig ulykkelig.

Klinger. Naar det er saa, kan Du umulig have nogen fornuftig Grund til at sige mig nei, og jeg vil heller ikke tilstede, at Du ved en uforstandig Grille forstyrrer vort Livs Haab.

Caroline. Du forbauser mig ved dette Sprog, Christian. Du vil dog vel ikke gjøre noget Forsøg paa at føre mig til Altret mod min Villie?

Klinger. Jo, det har jeg fast besluttet; det skal ikke være min Skyld, om det slaaer feil. Det maa nødvendigviis være en eller anden overspændt Forestilling, der forvirrer Dine Tanker; men nu vil jeg vise Forstand for os begge.

Caroline. Min søde, elskede Christian, overiil dig dog ikke. Der er indtruffet Omstændigheder, som gjør, at jeg min hele Levetid vilde skamme mig ved vor Forbindelse. Tro dog endelig min hellige Forsikkring. Jeg kan og tør ikke fortælle Dig Sagens egentlige Sammenhæng; jeg vilde beskjæmme min Fader derved.

Klinger. Jeg troer, Du begynder, ligesom Smith, at opfinde Noveller; men min Beslutning er fattet. Din Fader paastaaer, at Din Lydighed mod ham er ubegrændset og at Du sikkert giver efter tilsidst, naar Du veed, hans Beslutning er fast. Hvis han har Ret heri, vil jeg lade det gaae til det Yderste.

Caroline. Jeg forsikkrer Dig, Christian, om han saa med Magt fører mig til Brudeskamlen, saa siger jeg nei for Præsten.