Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/560

Denne side er blevet korrekturlæst

Ottende Scene.

Stork. De forrige.

Stork. Tøsen bliver vor Herredød ved sit Ord. Nu sidder hun og græder, saa den ene Taare ikke kan bie den anden.

Klinger. Men siig mig, kjære Mand, hvad Grund angiver hun for sin Uvillie imod mig?

Stork. Aa, hvad Grund skulde hun vel have? Hun har ingen anden Grund, end at hun ikke vil. Jeg skjeldte hende dygtigt ud, for at hun skulde give sit Samtykke godvilligt; det saae jeg rigtig nok helst for Folkesnaks Skyld; men da hun ikke vilde det, saa har jeg sagt hende, der hjalp ingen Snak, det skulde saa være.

Magisteren. Men De formoder da vel sagtens, at en saa dygtig Karl som Klinger, ikke vil være Deres Svigersøn under saadanne Omstændigheder.

Klinger. Aa, det skal Du endda ikke sige. Det vil jeg betænke mig paa.

Magisteren. Da vil jeg i saa Fald ikke betænke mig paa at kalde Dig en Slyngel.

Stork. Det skulde De sige saa sagte, Herr Magister! jeg vidste meget godt, at min salig Kone blev tvunget til mig, og det fandt jeg meget rigtigt, da jeg vidste, det var til hendes eget Vel.

Magisteren. Gud i Himlen! blev salig Lovise tvungen til Dem? Siig mig paa Deres Ære, om det er sandt.

Stork. Ja vor Herredød er det sandt. Troer De, jeg vilde prale deraf, dersom det var Løgn.

Magisteren. Saa gid hun i sin Grav vil tilgive mig, at jeg i 30 Aar har gjort hende Uret; jeg troede hun havde glemt mig og foretrukket en Anden. — Mon Lars allerede skulde have slaaet Carolines Urtepotter itu? (Gaaer ud.)