Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/548

Denne side er blevet korrekturlæst

han omkring ved Væggene som en Hønsetyv med et grønt Skjerm for Øinene. Tys! — jeg hører Nogen paa Trappen; det er nok Din Magister. Hvad gjør vi nu?

Lars. God Nat, Ole; stik Flasken i Din Lomme og see Du kan liste Dig bort i en Hast: ikke fordi jeg er bange for min Herre, men for en Anstændigheds Skyld. Nu blæser jeg Lyset ud og lader som jeg sover; gaa Du saa kun gandske sagte forbi ham paa Trappen. (Ole gaaer.)

Tredie Scene.

Magisteren og Lars.

Magisteren (famler omkring i Mørke). Bravo! naar Enden er god er Alting godt: det er et overmaade hyggeligt Hjem, jeg har at længes efter, naar jeg er ude. Variatio delectat, sagde Fanden, han beed i en Sneebold. I Gaar, da jeg kom hjem. var her hundekoldt, Lars sad og snorkede som en Hvalfisk; Lyset var brændt langt ned i Piben, og hele Værelset stank af branket Talg; i Dag er her bælmørkt og 30 Graders Hede; men den meget yndede Musik af Larses Næseborer, den hører jeg da Gud skee Tak endnu. Lars! tænd Lys! (Han stamper i Gulvet.)

Lars (springer op). Strax Herre! (I en deeltagende Tone.) Der skulde dog vel aldrig være tilstødt Herren nogen Ulykke paa Gaden? Det lader til De er i ondt Humeur.

Magisteren. En Ulykke?! Nei, min kjære Lars, Publicum her i denne velsignede By viser mig stor Ære og stor Opmærksomhed. Man har digtet en Sang til min Berømmelse. Har Du ikke hørt den nye Vise om den halvtaabelige Magister i Storgaden? Den begynder saaledes: „Vi binde Dig en Jomfrukrands med Silke som blaae Violer“. Der løb saamænd et Par Drenge forbi mig her henne paa Torvet og sang den af fuld Hals for mig.