Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/539

Denne side er blevet korrekturlæst

255

Optegnelser paa Reisen til China.

vanskeligt kan Noget saaledes glimre i Øinene ved første Blik. Med de meest blendende friske Farver stod der i Ungdommens Fylde, malet paa Loftet selv, en rankvoxet Jomfrue, mater amata, intemerata. Hun stod i Himmelen paa klare, hvide Skyer, og Jordkloden gik forbi hendes Fodsaaler. En ildsprudende Løve forfulgte den. Hun havde en rosenfarvet Kjortel paa, men oven paa den en viid, blaa Kaabe, baldyret med Blomster. Denne Kaabe spreder hun vidt ud med begge Armene, og Engle løfte de yderste Flige for at udbrede den endnu mere[1]. Af den udspændte blaae Kaabe dannes en Himmel, hvorunder de Troende tæt klyngede til hinanden søge Tilflugt. De sadde med Hænderne fulde af Roser, Lilier, Crucifixer og Monstrantser. Hovedfiguren selv stod med Hovedet lidt bøiet til Siden, og de lange, brune Haar rullede til begge Sider ned over Kaaben. Hendes Miner bare det reneste Udtryk af den skjønne Resignation, den fuldkomne Opoffrelse for Andre, som dog endnu paa Jorden mangen Jomfrues Ansigt lover, og mangen Moders Liv har holdt. Skade, at et saa yndigt Billed paa Himlens Kjærlighed til den faldne Jord blot er grundet paa et phantastisk Blendværk. Man fristes i visse Øieblikke til at misunde den ene saliggjørende Kirke saa skjøn en Indbildning. Dersom den historiske Tro paa Himlens Dronning var meer end en Drøm, da kunde den første Ungdomskjærlighed, der enten aabenbarede sig i synlig Skikkelse og svandt igjen, eller levede og døde blot i de Phantasier, som Hjertets Trang nødvendig avlede, saa let gaae over til den evige Kjærlighed, hvorom den var en Varselsrøst.

Paa alle Kirkegulve laae bedende Qvinder, men ikke een Mandsperson. De fleste vare temmelig til Aars og havde deres

  1. Omkring i Luften fløi smaae Englebørn Arm i Arm, med Roser under Armene, som de tabte ned paa Jorden; og paa den hvide Sky underneden stod med store Bogstaver skrevet: credo.

    Forf.