250
Optegnelser paa Reisen til China.
til Onrust, og en forvirret Fugleskare flygtede ud over Havet fra deres Hjemstavn, af Angst for slige uvante Gjæster. Saavel Onrust som den hosliggende større Ø var tæt begroet med Skov og Krat. Hist og her ved Strandbredden saae man Pæle, som løftede en halv forbrændt Spids op af Havet. Det var Levninger af Skibsbroer, som Engellænderne havde afbrændt. I Krattet laae Ruiner af store Bygninger, Pakhuse, Krudttaarne, som Engellænderne havde ødelagt. De havde ogsaa reent, til deres egen og andre Søfarendes Skade, ødelagt den gode Dokke, som her tilforn var. Ruinerne saae heel poetisk ud; de halvfortærede Tage vare allerede begroede med Smaakrat. Kort sagt, det Hele vilde have været synderlig romantisk, naar man ei havde vidst, det var Rester af et Pakhuus. Da vi satte vor Fod paa Onrust, fløi der en skrigende Pappegøie op fra de nærmeste Træer. Disse Fugle vare det eneste Liv, vi saae paa denne forladte Ø. Hist og her laae nedfaldne Mure af de tre Bastioner, som Hollænderne tilforn havde her. Det tæt flettede Krat tillod os ei at gaae synderlig fremad, og det vilde formodentlig ikke have været raadeligt, da Slanger sikkert havde slaaet Bo op paa dette menneskeøde Sted. Her er det Batavias Død, Fatter Jas eller Capitain Jas, har sin Bolig. Det slal have været en Søcapitain, som havde indgaaet en Pagt med Fanden. Den onde Aand havde givet ham et Skib, hvormed han i 24 Timer kunde seile fra Amsterdam til Batavia, men havde paa sin Side betinget sig, at han i Fortrøstning til hans Førelse aldrig maatte lade Loddet kaste ud. Dette Skib havde Master af Jern og Seil af Kobber og gik den nærmeste Vei ligesaa let over Land som Vand. Fatter Jas gik med en Slup i Land paa Onrust for at hyre Folk, og forbød sin Oberstyrmand at lodde. Satan gjøglede dog saamange Skjær frem for Styrmandens Øine, at han blev fristet til i sin Beængstelse at kaste Blyet ud for at maale Grunden. Fatter Jas fik netop Tid til at opløfte sin
