Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/519

Denne side er blevet korrekturlæst

235

Optegnelser paa Reisen til China.

deres Grotter under Fjeldstykket med Steenkrukker ved Siden og vævede paa den lange Bæverstol af Steen Klæder med Havets Farve.

En sand Forherligelse af en Fjeldegn er i mine Tanker et stort, roligt fremskridende Eventyr, som med stærke, kolde Phantasier gjenføder for os den Genius, der huser i Steennaturen. En saadan Digtning er et Fjeld i Kunstens Rige og slaaer os med samme høitideligt Gysen, som den gigantiste Natur.

Den lykkelige Dal, som vi stunde til, ligger saa tæt omhegnet af Løvebjerget, Taffelbjerget og Djævelsbjerget, at Capstaden ikke kan sees, førend man er indenfor det førstnævnte Bjerg. Synet af Byen er ret eget i sit Slags. Hele Anlæget er fuldkommen mathematisk. Gadernes Linier og Vinkler ere saa regelrette, at man seer, de ere gjorte efter Euklides. Alle Bygninger ere hvide som Snee, og ethvert Huus danner ved sit flade østerlandske Tag en regelmæssig Fiirkant. Under den langsomme Indseiling i den stille Aften efter Solens Nedgang, kom Seerørene ret i Gang. Naar man har levet meer end 4 Maaneder blandt lutter Sømand og ikke seet Qvinder og Børn, begynder man at føle en stærk Tørst efter at bivaane Scener af det huuslige Liv. Det Store og Stærke faaer man nok af paa Reisen over det umaadelige Hav; men det Skjønne og Milde bliver man saa fremmed for, at man let kunde blive saa kold og haard som en Viking i det gamle Thule. Vosses Luise henriver aldrig saameget, som naar man har seilet 1000 Mile. Derfor stod jeg paa Ruffet med en Kikkert i Haanden og fæstede den paa de Familieoptrin, som skrede forbi mig ligesom Stykkerne i en Perspectivkasse. Først saae jeg da en Moder med 5 à 6 Børn i deres Søndagsstads langs med Stranden at spadsere hjem ad Byen til. Alle gik i Rad, og Hovederne dannede en skraa Linie fra Moderens til en lille Pogs, der efter Udseende nylig havde opnaaet den Lykke at gaae med Buxer. Døttrene spillede meget