Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/518

Denne side er blevet korrekturlæst

234

Optegnelser paa Reisen til China.

at tale om, at man i betydelig Frastand paa Lugten kan kjende Skibe, der drage hjem fra Krydderøerne. Naturligviis maa ogsaa Vegetationsduften gjøre et uvant Indtryk paa Nerverne af Folk, der i flere Maaneder have faret over det øde, frugtløse Hav.

Naar man seiler til Taffelbjerget, burde man lade binde for sine Øine, indtil man var det saa nær, at dets Skikkelse stod heel udviklet for Synet. Jeg befandt, at jeg havde gjort ilde i at stirre uafladeligen paa det ligefra det første Øieblik, jeg blev det vaer, da det endnu stod som halv begravet i Bølgerne. Blot den sidste halve Time viste jeg den Selvfornegtelse, at holde mig indesluttet i mit Kammer, og blev, da jeg atter steeg paa Dækket, usigelig overrasket ved at see, hvor mægtigen Fjeldet havde voxet i min Fraværelse. Det er mig ubegribeligt, hvorledes Folk kunne stemmes til at digte ikariske Oder ved Synet af en himmelstigende Steenmasse. Hvorledes kan man synge, naar et saadant Dødsens Billede ligger med hundrede tusinde Centners Vægt paa Hjertet, — maa da ikke snarere Veiret standse og Tungen lammes?

En saa stor uorganisk Klump maa vel altid slaae en Tilskuer, men sikkert aldrig meer, end naar den er den eneste Gjenstand, man bliver vaer midt paa Havet. Den staaer saa forunderlig stille og alvorlig i Contrast til det ustadige, evig bevægede Vand, ligesom Poseidon, naar han løftede sit rolige Hoved over de støiende Bølger. Men let kan jeg forklare mig, hvorledes langt, fortroligt Bekjendtskab med Fjeldenes Natur kan avle de sære Eventyr, som gribe En om Hjertet med en steenkold Haand. Jeg kan begribe, hvorledes man i Fjeldets Bug kan drømme sig en Konge, der fra Sekel til Sekel sidder med stive Øine, mosbedækket Ansigt, halv forstenet, med det røde Skjæg voxet igjennem sit Steenbord. Jeg kan begribe, at de homeriske Nymfer i Forkyns Bugt ved Odysseus's Fædreneland sadde i