Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/51

Denne side er blevet korrekturlæst

Da kunde han aldrig røre et Lem,
Og aldrig Benet flytte;
Han staaer, en Kamp, i denne Stund
Ved Lundakirkens Støtte.

Løser hans Qvinde sit lange Haar,
Hendes Lokker i Gulvet rinde,
Og om en Stolpe, tyk og stærk,
Det Baand hun monne vinde.

Da blev hun Steen i samme Stund,
Og Steen blev hendes Unge;
Der staaer hun med sit Hovedbaand,
Naar Folk i Kirken sjunge.

Om Jenses Lidenhed.

Der var en Tid, da Jens var meget større
Veemodig han: „da jeg var lille“ sang;
Men siden, da hans Øine bleve tørre,
Hiint Qvad han taler om saa mangen Gang.

Han spøgte i de hulde Musers Arme,
Og muntrede saa tidt sin Næstes Hu.
Da kjendte han til Avinds lede Harme
Saa lidt, som Græsk han kjender til endnu.

Ak, siden er han bleven meget mindre;
Men dog tillige meget mere slem.