Stammefader, som selv havde bygget Gaarden Anno 1696, kan med Rette betragtes som Stedets Ennius. En Indskrift over Porten, som er Gaardens ældste poetiske Mindesmærke, tillægges eenstemmig ham. Den lyder saaledes:
„Herre, lad os af din Naade
Lefve dig til Velbehag!
Fri for Djevelskab og Vaade
Dette ringe Bundetag!
Lad den, som skal Dugen brede,
Hafve noget Brød og Sul
Udi Kammerset tilrede,
Og lidt gammelt Øl til Jul!
Mig til Ly og dig til Ære,
Har jeg bygget denne Gaard.
Jeppe Olsen mit Navn mon være,
Mens jeg her i Verden gaaer.
Til den moderne Poesie regner jeg et Bindebrev, som den haabefulde Dreng Rasmus afleden Vinter overrakte Degnens Kone paa hendes Navnedag. Hun blev derover saa henrykt, at hun skjenkede ham en tyk Pandekage og to Løgæbler, saa at hans Genie, Gud være lovet, ei bliver uden Opmuntring. Tjenestepigen er Husets Rhapsodist. Hun kan en særdeles traurig Vise, hvis Titel er: „Beklagelige Tanker af en Piber ved det jydske Infanterie, hvis Kjæreste slog ham feil og tog en Tambour.” Den afsjunges under Accompagnement af Rokkehjulet til sin egen velklingende Melodie. Lægdsmandens Moder kan aldrig høre den uden at smelte hen i Taarer, saa at denne gamle Kone, ihvorvel hun fast gaaer i Barndom, dog beskjæmmer mangen ung ved sin ømme Følelse for den erotiske Poesie. Ogsaa kom jeg under Veir med, at samme Pige Gjertrud vil forsøge sine Kræfter i Foredraget af den vilde Ballade. Hun bærer hemmeligt paa sit Bryst „en ny og skrækkelig Vise om den sorte Gjørtler, som skal rettes, formedelst at han skar Halsen over paa sin Kone, Andre
