tes; en Samling af fattelige Poesier yder en uskyldig Moro; men vist nok burde det, for at lette disses Læsning, forbydes at gjøre lange Perioder og bruge de forbistret indviklede Hexametre.”
Man maa endvidere betænke, at Alt, som synes at være Poesie, langtfra ei er det[1], at der ei consumeres saameget Genie paa Poesien, som man skulde antage, og at der i Poeternes Arbeider forekommer et uendelig gjentaget Echo.
En væsentlig Trøstegrund er endvidere den, „at Digterne i Almindelighed ikke ere af ædel Herkomst. Som de i den fjerneste Hedenold vare blinde Stoddere, som Roms første Versemagere vare Trælle, saa ere de endnu for det meste Libertinere. Ja, i hele Naturen hersker den samme Lov, at syngende Skabninger ei engang høre til velklædte Personer. Hvad er Lærken og Nattergalen mod den prangende Paafugl og den gyldne Fasan?”
For saavidt er det endog et Held, „at Poeterne ere saa genegne til at udtømme deres Griller paa Conceptpapiret (ligesom man lader Slangen spye Gift paa røde Klude), og at de ikke give deres Sværmerier fra dem i Livet, hvor de kunde besnære Damer af Stand. Skriftlig Følelse derimod tilintetgjør al Fare for Mesalliance, og Qvinder acceptere ei rimede Vexler for Elskovs Valuta.”
Ligeledes har det for Standspersoner snarere været „en Vinding end et Tab, at de Boglærde have spildt deres Tid i Musernes Tjeneste. Thi medens disse Somnambuler gik og drømte ved høilys Dag, havde hine saamange Rivaler færre i deres Gramsen om Fortunas Guldæbler, og denne Fordeel kunne endnu deres Sønner høste, de kunne desto lettere gjøre sig Haab om gode Betjeninger i Staten, jo flere der ved at sværme i Digtekunstens luftige Regioner gjøre sig udygtige til praktisk Virksomhed.
- ↑ Her begynder Lacunen, til hvis Udfyldelse ikkun haves de i denne Sætning anførte Momenter.
