Nu traf det sig at Nattevægteren, for ikke at sove paa sin Post, havde søgt den forønskede Hvile i sin Hustrues Arme, i et ringe Huus, der laa ret indenfor Porten. Konen vaagnede op ved Sylvius's Larmen, og purrede ved Manden, som i sin søvndrukne Tilstand antog, at det var Lybekkerne, der vare udenfor Porten og vilde gjøre et Forsøg paa, ved et natligt Angreb at overfalde Byen. Han satte nu denne i Bevægelse, Allarmtrommen gik, og hele Borgerskabet stod snart i Vaaben. Raadet kom sammen for at overveie, hvilket Parti man skulde tage, men Borgemesteren foregav en Upasselighed, for ei at nødes til at afgive sin Stemme i et saa vanskeligt Tilfælde. Borgerne besluttede da, at følge deres eget Hoved og at aabne Byen for den elskede Kong Christierns Venner. De droge med klingende Spil ud af Porten for at modtage den formodede Hær, men kunde ikke i Mørket, end ikke efterat En var sprunget ind efter Vægterens Lygte, finde nogen Lybekkere. Endelig, da Solen stod op bag Bugten og lyste for den lille Trop, som misfornøiet vandrede hjem, fandt man udenfor Porten en sovende Yngling, ved hvis Side der laae en Harpe med et Voxdugs Betræk omkring. — Det var Sylvius, som blev grebet, strax ført paa Raadhuset og der forhørt. Han angav, som sin Hensigt med at besøge Kjøge, at han agtede, med den gunstige Magistrats Tilladelse, at gaae omkring i Borgernes Huse og spille dem et Stykke.
„Den hele Sommer gik Sylvius omkring i Sjælland og spillede for Dørene. Undertiden fik han Noget, undertiden Intet. Da han var altfor rede til at aabne sin Pung, saavel til sin, som til Andres Fornøielse, kom han tilsidst i stor Forlegenhed. Han fandt, at en Spillemand ofte maatte lægge sig sulten om Aftenen, naar han ikke havde en Nødskilling i Baghaanden. Tidt maatte han være glad ved at faae Natteleie i et Hølad, ja undertiden blev ogsaa denne Villighed ham negtet, og han var nødt til at udsøge sig et Leie under et bredskygget Træ eller i
