Stop, stop, Freund! han bliver paa Flekken. Jeg har ikke Lyst, min Stell at forlire om sin Villie. Jeg vil med min Degen op og ned ad Stalddøren go, og hvem der nærer sig met drev Schritt, han skal po sine Gjerninger ligge, om det so var den König af Dänemark han selv.
Medens Rideknegten trolig holdt Vagt for Stalddøren, fornøiede Sylvius og Kragerup sig over at have givet Borgemesteren en saa passende Tugtelse.
Herremanden sagde: Død og Pølse, hvor det var et rart Indfald af Jer, saaledes at sætte Lybekkeren paa Staldforing. Det vilde jeg ikke varet foruden, om En havde givet mig en Tønde Himmelbyg. Jeg er — vær' en evig — saa forgabet i Jer, at jeg kunde kysse Jer. Hør, veed I hvad? I maa endelig følge med mig til Byen. Saa kan vi gaae ud sammen hver Aften og gjøre Mudder. Vi skal ret have vore evige Løier. Jeg skal nok gjøre Udveie for, hvad Penge der gaaer til. Man maatte jo vare gal, naar man ikke tog sig al den Moerskab, man kunde faae. Hvorfor er man ellers her i Verden?
Jeg reiste gjerne med Jer; thi muntre Folks Selskab er mig stedse kjært; men til Kjøbenhavn kan jeg ikke følge Jer.
Aa, fy for en Ulykke! saa har jeg Ingen, der kan føre mig i Vinden. Men det maa I love mig, at I snart vil besøge mig paa Kragerupgaard. Der skal s'gu ingen Slags Øl og Mad holdes for godt til Jer.
Der er min Haand paa det.
O, gid vi var der alt. Jeg længes saa usigelig efter Espen Ridefoged, for at fortælle ham, hvorledes vi har gjort den storagtige Lybekker i Stand. Han har et Horn i Siden paa alle Lybekkere — skambød os paa vore Stude i Forfjor! I kan troe, det er en naragtig Karl, den Espen. Han har et godt Hoved til at finde paa Uglspilstreger. Lillemoer har en graa Kat, som hun elsker ligesaa høit som mig. Den bandt han igaar fast til Læn-
