Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/460

Denne side er blevet korrekturlæst

jeg fortælle Jer hele Sagen. Jeg reiser ind til Kjøbenhavn, for at lade mig skjære for en Gevæxt; Andet er der ikke i Veien, det kan I her selv see.— Med disse Ord skjød hun Floret tilside, og Sylvius saae et rynket Ansigt og en vanskabt Næse for sig.

Han yttrede sin Forbauselse over denne Feiltagelse ved et Udraab, men da han indsaae, at han derved havde fornærmet den gamle Dame, gjorde han sin Forseelse god igjen ved fordoblet Opmærksomhed, og da han bød hende sin Arm for at føre hende til Bords, udbrød hun rørt:

Gud velsigne Jer, min Søn, fordi I hjelper en gammel Kone tilrette. Den Dyd findes sjelden nutildags. Nu omstunder holde Ungkarlene dem heller til uforstandige Pigebørn end til aldrende Folk. Den, der har graat Haar, kan skjøtte sig selv. Men hvad siger Syrach —

Hun vilde nedlade sig paa Stolen, men Kragerup trak den bort, saa at hun satte sig plat paa Gulvet og havde faaet et slemt Sted, hvis Sylvius ikke havde standset hende noget i Faldet.

Hvad siger Syrach, Moder? spurgte Kragerup med Latter.

Fy skamme dig, vanartige Dreng, sagde Fru Sophie med et vredt Øiekast til sin Søn. Sylvius greb ham i Brystet, ruskede ham og sagde: Den, som forhaaner sin gamle Moder, er ikke værd, at Jorden bærer ham. Da raabte Fru Sophie forskrækket: Slip ham! slip ham, siger jeg! I tager jo paa ham som det var et Umælende.

Kragerup vristede sig med overlegen Styrke løs fra Sylvius og sagde med fortsat Latter: Hvad gaaer der af Jer, Spillemand? Om det gamle Skabilkenhoved ikke forstaaer Spøg, burde I jo dog have bedre Forstand.

O, jeg kunde rive dine Øine ud, sagde Moderen.

Dertil havde I ikke Sind, Moerlille, meente Kragerup og klappede hende paa Skulderen.