Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/459

Denne side er blevet korrekturlæst

min Synd, kun lidt paa Jer. Men jeg var bange, Kragerup skulde springe ud i Vandet for at fiske Jer op.

Dette kolde Svar skar Sylvius i Hjertet. Han mønstrede med Blikket den Lykkelige, der havde saa stor Deel i hendes Hjerte. Kragerup var efter Udseendet en Mand paa 30 Aar. Hans tykke, bruunrøde Kinder og drøie Lemmer tilkjendegave, at han var opfødt ved god, nærende Kost paa Landet. Da desuden hans Dragt røbede særdeles Velstand, gjorde Sylvius den rimelige Slutning, at det maatte være en Herremand fra Landet. Hans Øine faldt paa en Ring, der glimrede paa Sophies venstre Haand.

Hun er altsaa den Kragerups Forlovede, tænkte han med et Suk. For at bringes ud af sin Uvished sagde han: I reiser formodentlig til Kjøbenhavn med Eders Kjæreste?

Jeg Kjæreste! svarede hun. Nei, det tænker man ikke paa i min Alder.

I min Alder — gjentog Sylvius ved sig selv; hvorledes skal jeg forstaae det? Hun seer jo dog ikke ud til at være noget Barn. Jeg maa nødvendig have Lys i dette Vilderede. — Ædle Fremmede, henvendte han sig til Kragerup, I har reddet mit Liv, derfor føler jeg dyb Taknemmelighed. Men inden jeg forlader Eder, udbeder jeg mig en Tjeneste. Jeg ønsker blot, at Damen i den blaae Kaabe vil unde mig Synet af hendes Ansigt.

Da vil I rigtig nok faae noget net at see, sagde Kragerup, og gned fornøiet sin venstre Albue med den høire Haand.

Skjønne Dame, blev Sylvius ved, jeg viger ikke fra Jer, før I løfter Eders Slør.

O, lad ham dog have den Fornøielse, Moder! bad Kragerup, saa skal jeg svare for, han føler ingen Madlyst idag.

Saa galt er det dog heller ikke, din ugudelige Dreng, sagde Damen. For at I ikke skal troe, det er værre end det er, vil