Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/452

Denne side er blevet korrekturlæst

Mig synes, Skorstenen ryger oppe paa Raadhuset; mon ikke Bispen steger Hans Tausen oppe ved Ildstedet? —

Aa, Intet! Det er kuns Fyrbøderens Kone, der bager Æbleskiver til Rigsraaderne. —

Mon jeg skal troe, Mester Hans faaer sin Æbleskive ligesaa vel som de Øvrige? —

Hilledod, hvor den lange Rønnov nu tager paa deroppe! Gud naade os for den gode Mester Hans! — — Jeg vil før lade mit Liv, for han skulde komme noget til.” — —

Larmen i Folkestimmelen voxede, og man lavede sig til at storme Raadhuset, da Tausen omsider beroligede Folket og ledsagede Bispen til hans Gaard. Her faaer Rønnov en Visit af Birgitte Gjøe, hans Ungdoms Elskede, der lægger et godt Ord ind for Tausen og bevirker Sylvii Løsladelse af Carceret.

Aftenen derpaa traf Sylvius i en Have udenfor Byen Andreas, den Ven, der havde fortalt Studenterne hans Feide med Vægteren.

„Jeg ønsker dig til Lykke, sagde Andreas, med at være sluppet vel af Bispens Vold. Tag dig nu i Agt, at du ei tredie Gang falder i geistlig eller verdslig Øvrigheds Hænder.

Jeg priser mig lykkelig, svarede Sylvius, ved at have undgaaet Consistoriets Dom. Du veed jeg er ikke meget ræd, men naar jeg tænker paa den gruelige Straf, Professorerne forleden Aar paalagde mig, saa reise mine Haar sig paa Hovedet. Jeg kom nogle Timer paa Herr Nielses Collegier over Habakuk. Uheldigviis fik jeg altid Plads ved et aabent Vindue, der førte til hans skjønne Abildgaard. Naar nu Tiden blev mig ret lang og Solen skinnede saa smukt paa Æbleblosterne, listede jeg mig imellem ud af Vinduet og krøb op i et af Træerne. Der tog jeg for Tidsfordriv et Blad i Munden og fløitede efter Nattergalen. Herr Niels blev derover meget veemodig stemt, og standsede tidt sin Forelæsning, for at høre paa min Røst. Han