Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/441

Denne side er blevet korrekturlæst

Synet af de dandsende Piger havde vakt hos ham. Salens glimrende Skikkelser, der endnu tumlede sig i hans Hoved, og den hede Driks ikke gandske bortdunstede Kræfter havde sat ham i en besynderlig urolig Stemning. Det forekom ham, at hans Trang kunde blive tilfredsstillet, hvis han med stærke Vinger kunde svinge sig ud i den mørkeblaae, stjernede Natluft. Men han tænkte med stor Modbydelighed paa at komme i Berøring med Jens Hansens tunge Dyner og uldne Belter. Han spankede med stærke Trin op og ned ad Gulvet, indtil Candidaten atter talte til ham:

"Naa lille Fritsius!" brumlede han, begravet i Sengeklæder lige til Næsen; "naa, lille Fritsemand! hvor bliver man af? Gaaer man der og grilliserer? Jeg ligger ogsaa her og sværmer. Jeg tænker paa, hvor man dog var lykkelig, naar man havde sig en rar lille Kone. Frøken Sophie det er et velsignet Fruentimmer; hun har saadanne deilige smaa Pakkenusser. Herre Gud, vi ere jo Alle Mennesker, ikke sandt, Fritsemand?"

Efter dette Hjertesuk gabede han høit og faldt i Søvn. Men Frits, som ikke havde hørt Meget af sin Contubernals Hjerteudgydelser, spadserede bestandig omkring i luftige Drømme. Alle de Situationer, hvori han de forgangne Dage havde seet Sophie, føre ham forbi som en Troldlygtes Billeder paa Væggen. Snart saae han hende kjæle for en Kattekilling, som hun med den ene Haand trykkede til sin Kind, medens hun med den anden Haand strøg paa dens silkebløde Skind. Snart saae han hende en kjølig Morgen gaae i Haven, løst behængt med sit røde Schawl og med begge Armene under Klædet krydslagte paa Brystet. Snart saae han hende i en Krog af Sofaen sove, med Ansigtet hvilende paa den høire Arm, medens Moderen læste høit i en af Madame Cotins Romaner. Snart saae han hende sidde ved sin Harpe, medens det med lyse Krøller behængte Hoved mildt