"Hvilke Optøier?"
"Derom forlanger jeg nu en Beretning af Deres egen Mund. Nu veed jeg, hvorledes Marie betragter Sagen. Hendes Synsmaade stiller Dem ei i noget smukt Lys; men man bør aldrig dømme, førend man har hørt begge Parter."
"O," svarede Frits, "jeg er fuldkommen tilfreds med Maries Fremstilling deraf. Hun er en altfor god Pige, til at hun skulde lyve mig det Mindste paa. Desuden kan hun umuligt have malet mig meget sort af, ellers vilde Deres Opførsel mod mig have varet mere forandret."
"Jo, hun har saamænd skildret Dem, som De fortjener det. Hvo skulde have troet om Dem, der seer saa skikkelig ud, at De var en saa slem Person. De maa slet ikke være her paa mit Kammer, — fy skamme Dem! Men jeg vil endda tilgive Dem Alt, hvis De selv oprigtig vil tilstaae, hvad jeg nylig har læst i dette Brev —."
Hun holdt Brevet i Veiret, og Frits snappede det behændig ud af hendes Haand. Uagtet Sophies Indsigelse læste han følgende Linier:
- Søde Fie!
Jeg sender dig hermed en fortræffelig Bog, som har skaffet mig en ubeskrivelig Nydelse. Kunde du blot overvinde dig selv saa meget, at du læste den ret med stadig Opmærksomhed, da vilde den sikkert have den heldigste Indflydelse paa din Aand og dit Hjerte. Du vil ikke derved blive henflyttet i nogen overnaturlig Verden mellem Aander og Spøgelser. Jeg har tidt fortalt dig, at saadanne Frugter af en ophidset Indbildningskraft aldeles ikke tiltale min Følelse. Det er heller ikke af det Slags Skrifter, hvori man møder afskyelige, slette Charakterer, saaledes som hos Tieck og Göthe; nei, man føres i Selskab med de ædleste Væsner, som man ret af Hjertet maa elske. Man føler
