Tourneringer, hvori hans Tankers Hurtighed og den lette Brug af hans Taleredskaber forskaffede ham den egentlige Nydelse. Hans Underholdning, der som en Følge heraf havde mere Liv end Heftighed, var da især behagelig for Fruentimmer, og forskaffede ham en høi Stjerne hos Fruen til Ravnshøi. Hun bad ham derfor indstændig, at tilbringe nogle Dage paa hendes Landsted, og han tog med Hjertens Fryd imod Tilbudet. Da blot en Dage Tid var forløbet, betragtedes han gandske som et Lem af Familien, for hvem man ikke paalagde sig nogen Tvang. Enhver begav sig til sine Sysler og lod ham beskjæftige sig, som han fandt for godt. Saaledes hændte det sig en Dag, at Fruen gik paa en eenlig Spadseregang i en nær til Haven grandsende Lund, for at høre paa Sangen af den nys ankomne Nattergal. Sophie var paa sit Værelse, medens Frits sad overladt til sig selv i Bibliotheket. Efterat han i lang Tid havde vraget een efter anden af de prægtigt indbundne Bøger og beseet alle Kobberstik i de tydske Kalendere, blev Tiden ham omsider lang, og han fik det Indfald, uden Omstændigheder at opsøge Frøken Sophie.
Da han med Vaersomhed aabnede Døren til hendes Kammer, saae han hende sidde for en lille fløielsbetrukken Secretair, omgiven af endeel gamle Penne, som alle bare Spor af at have varet dyppede overflødigen langt ned i Blækhornet. Foran hende laae der et Art ubeskrevet Velinpapir, og hun brød sit Hoved saa alvorligt, at hun ei bemærkede Frits, førend han stod tæt foran Bordet. Da løftede hun sit Hoved i Veiret og udbrød forundret:
"Nu har jeg aldrig før i mit Liv seet saa galt! Hvorledes tør De komme herind i mit Kammer?"
"O," svarede Frits, "jeg vover vel ikke saa meget derved: jeg tænker ikke, De gjør mig nogen Fortræd."
"Det gjør jeg vel sagtens ikke," svarede Sophie; "men det er dog en besynderlig Opførsel af Dem. Hvad vil De mig egentlig?"
