Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/425

Denne side er blevet korrekturlæst

det dog. Det er desuden et Stykke, som man kun behøver at anskaffe sig eengang, saa har man dem siden for bestandig."

"Hvorfor holder du ikke selv guulkravede Støvler?"

"Derom maa du vel spørge; men hvad svarer jeg? — Seer du, jeg holdt selv Støvlekraver, naar det ikke var for tre Tings Skyld. Dersom vor Herre vilde kalde Præsten her paa Godset, saa var jeg vis paa hans Kald. Da passede slig Stads sig ikke mere til min Stand, og jeg havde saa godt som kastet de Skillinger ud af Vinduet. For det Andet holder jeg ikke meget af at lægge Skjul paa nogen Ting. Jeg maatte dog have den bedækkede Deel af Skaftet pleiet med samme Nøiagtighed. Om Ingen i Verden saae, at jeg gik med slet pudsede Støvler, saa havde jeg dog ingen Ro paa mig, naar jeg vidste det selv. Saaledes tænker jeg. For det Tredie er jeg noget før om Læggene. Det faldt mere paa, naar jeg brugte den Slags Pynt. Der kan du see, jeg har overlagt det vel. Man skal først tænke, saa handle, det er mit Princip."

Naar Frits befandt sig ved en Bogsamling, havde han den Skik, at trække det ene Bind frem efter det andet og halv tankeløs at blade deri. Da han ogsaa her fulgte denne Sædvane, maatte Jens Hansen med stor Misfornøielse see, hvorledes hans velconditionerede Bøger uden Hensigt bleve befingrede. For at befrie sig for dette modbydelige Syn, sagde han til Frits[1]:

"Du vil her aldeles ikke finde nogen Bog efter dit Hoved. Jeg har slet ingen Komoediebøger eller andre saadanne spøgefulde Skrifter. Her er blot det rene Væsen. Paa disse fire Hylder staaer saamænd enhver Bog, som jeg har terpet igjennem, inden jeg kom saa vidt, som jeg nu er. Det er ret fornøieligt at kunne saaledes med eet Blik oversee sin videnskabelige Løbebane,

  1. I sit Manuscript har Forfatteren bemærket: "Herfra til Slutningen er Fortællingen skizzeret."