Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/421

Denne side er blevet korrekturlæst

Frits reiste sig og ilede hen til Licentiaten, som, udmattet af Dagens Møisommelighed, slæbte sig langsomt efter det hele Tog. Frits greb ham om Livet og trykkede ham af alle Livsens Kræfter op til sit Bryst.

"Far i Mag", raabte Licentiaten, hvis Lemmer ved de voldsomme Kjærtegn kom i stor Confusion, "far i Mag, gode Ven! De sætter mig i en Slags Forlegenhed ved Deres sangviniske Venskabsyttringer. Jeg besidder ikke Smidighed nok til at gjengjælde Deres Høflighed paa saa haandgribelig en Maade. Naturen har negtet mig en saadan Lethed i Legemets Behandling. Desuden seer De selv, jeg har endeel Sager at bare paa, og besidder altsaa langt fra nogen fuldstændig Raadighed over mine Lemmer. Skal jeg besvare Deres Omarmelse, maa De deels give mig tilbørlig Betænkningstid, deels skaffe mig fat paa en Tjener, der imens kan overtage mit Gevær." — Idelig afbrudt ved Fritses heftige Favntag fik han med Nød og neppe sin Undskyldning fremsat.

Den begeistrede Ungersvend sagde til ham: "Fortræffelige Licentiat! Vær ikke vred paa mig, fordi jeg af en Skadefryd, som jeg ret af Hjertet fortryder, gav Dem en uladet Flint med paa Jagten. Jeg føler mig i dette Minut saa usigelig lykkelig, at jeg vil holde Venskab med den hele Verden, fra Øst til Vest, fra Pol til Pol, fra Alt til Intet og fra Sol til Sol. Ingen paa Jordens Overflade maa bære Nag til mig. Jeg vil slutte Stilstand med Møllerens Hankat, som hver Dag river min Ven Peiter i Ansigtet, og som er det vederstyggeligste Bæst, der gaaer paa fire Been. Herlige, grundlærde, godmodige Mand! giv mig Deres Haand til Forlig. Fy! det var i Grunden blot en lav Misundelse, der drev mig til at spille Dem det slemme Puds. Det var en halv ubevidst Harme over, at De stod i Veien for min Kjærlighed til Jomfru Marie. At saadan lumpen Sindsbevægelse forsvinder nu reent af mit Bryst. Naar De gifter Dem,