Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/418

Denne side er blevet korrekturlæst

"O," raabte hun igjen, "bi lidt og tag mig med: jeg holder saameget af Fuglereder." — I samme Minut ilede hun, uden at indhente Moderens Betænkning, bag efter Frits, og ankom i hans Selskab til det omtalte Sted, hvor Iriskreden fandtes aldeles ubeskadiget.

"Ak," sagde Sophie, "det er da nogle snurrige smaa Æg! Tag Dem i Agt, rør ikke ved dem, saa forlader Moderen dem. De kunde ret gjøre mig en stor Tjeneste, hvis De vilde forære mig denne Rede. De reiser jo snart fra Egnen og har ingen Gavn af den. Jeg boer derimod saa nær herved, og kan af og til besøge den; derfor skal De ret have Tak, hvis det maa være min Rede. Siig ja, hører De!"

"Om jeg reiser snart fra Egnen, er et stort Spørgsmaal. men for det første kunne vi jo vare halvt om Reden."

"Lad det da vare et Ord," sagde hun, "skjøndt 5 Æg just ikke vel lade sig dele. Men vi kan endelig jo trække Straae om det ene. Dog, hvad hjelper det, jeg lægger slige Planer. Moder tillader mig vist aldrig, at tage Ungerne hjem."

"Sophie!" skreg Moderen.

"Nu kommer vi strax, lille Moder!" — Derpaa vendte hun sig atter til Frits med det Spørgsmaal: "Siig mig i en Hast, om De gjør meget af at dandse?"

"O, det er min største Fornøielse."

"Det var herligt," svarede hun; "vi skal om et Par Dage have Bal i vort Huus. Jeg skal overtale Moder til at invitere Dem.

"O." svarede Frits, "Gud velsigne Dem, brug endelig al Deres Overtalelsesevne, ellers kommer jeg, saa Gud! uindbudet, skjøndt jeg forudseer, jeg vil harme mig tildøde, hver Gang De dandser med en Anden."

"Ja, saa bliv hellere borte," svarede hun; "thi saalænge