Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/412

Denne side er blevet korrekturlæst

gen. Altsaa maa Tanken paa eengang gaae fremad og blive paa Pletten."

Forpagteren, som i det Samme lykkelig var blevet bjerget. sagde til Licentiaten: "Farvel Kammerat, og Tak for godt Selskab. Enten De nu med Been og Tanker skrider fremad eller staaer stille, saa gaaer jeg min Vei, og takker Gud, jeg slap saa vel den Gang." — Han stirrede ned i det Hul, hvoraf han var opsteget, og sagde: "Hilledød, hvor min Krop her optager en forsvarlig Plads! Jeg har aldrig for vidst, at min Person havde saamange Cubikalens Indhold. Det slaaer dog aldrig feil, at Afstøbningen er nøiagtig. Jeg kan sikkert skikke min Skrædder herud til dette mit Futteral, naar jeg skal have Maal til et Par nye Buxer."

Et let Vindstød blæste for et Øieblik Røgen bort fra Søens Overflade og aabnede Udsigten til den modsatte Bred, hvor der stod en Høi, beskygget af Træer og forsynet med Bænke. Der opdagede Frits nogle pyntede Damer, som havde taget Plads blandt Tilskuerne. Paa Vognen nedenfor ved Søen sad en Kudsk med en sølvbræmmet Kjortelkrave. Hestene, som ængstedes ved Flintenes idelige Knalden, holdt deres lette Fødder i bestandig Bevægelse, og Karlen bestræbte sig for at berolige dem, ved idelig at berøre deres Halse med sit lange Pidskeskaft.

"Hvem er det anseelige Fruentimmer i den sorte Dragt," spurgte Frits Forpagteren.

"Det er Enken, som eier Godset Ravnshøi," gav denne til Svar.

"Den mindre Dame," vedblev Frits, "Pigen med Roser paa Hatten, som bestandig med dandsende Fjed gaaer omkring paa Terrassen, er formodentlig Fruens Datter?"

"Rigtig," svarede Forpagteren; "det er Frøken Sophie. Hun er noget ubetydelig af Væxt og en Smule vilter af Sindsbeskaffenhed, det er sandt; men det er dog et eiegodt, retskaffent