"Betragtninger over ulykkelig Skilsmisse mellem Sjæl og Legem."
Frits læste videre og blev, uagtet sin Letsindighed, dybt bevæget ved Licentiatens Skildring af sin egen Sindssvaghed. Han følte med Ydmygelse, at det var en følesløs Kaadhed af ham, at drive Gjæk med en saa beklagelsesværdig Sygdom. I Følelsen heraf besluttede han ufortøvet at gjøre Licentiaten en oprigtig Afbigt. Da han med dette Forsæt begav sig hen til den Plads, hvor han havde forladt ham, saae han til sin store Forundring, at Posten var aldeles ledig. Han gjennemstrøifede nogle Minuter de tilgrændsende Rør, uden at træffe paa nogen menneskelig Skikkelse. Endelig hørte han tæt ved sig nogle drøie Forbandelser i den brede sjællandske Mundart. Medens han saae sig om til alle Sider uden at opdage, hvor denne Røst kom fra, blev han saaledes tiltalt med Licentiatens Stemme:
"Ogsaa den Stræben, at give Stilen Velklang og Numerus, har sine store Vanskeligheder. Thi naar jeg ved Valget af Ord søger at gjøre Foredraget beqvemt for Udtalen, hvo er mig da Borgen for, at jeg ikke uforsætligen bruger mit eget mangelfulde Organ som Rettesnor. Da jeg mangler tre Fortænder, maa jeg tidt finde Knuder i Stilen, uagtet denne for en Læser med fuldstændige Taleredskaber kan flyde let og behagelig."
Ved at følge Lyden og drage nogle Rør tilside, fik Frits omsider tæt ved sine Fødder Øie paa Forpagterens Kabuds og Licentiatens blakkede Hattepuld. Begge Personer vare, eet Skridt fra hinanden, lige til Hagen sunkne ned i Dyndet.
"Kjære Venner!" raabte han, "i hvilken Tilstand finder jeg Dem her?"
"God Dag, Kammerat," sagde Forpagteren. "Vær saa god, selv at tage min Kabuds af for Dem selv; for vi sidder her med Arme og Been i Klemme, som to Pattebørn i et Svøb. Jo vi sidder rigtignok her i en kjøn Maade, det maa De nok
