Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/405

Denne side er blevet korrekturlæst

Frits gav kun lidet Agt paa dette Svar. Han havde faaet Øie paa en Skade, der uforsigtigviis havde nedladt sig i en af de nærstaaende Trætoppe, hvor den med vippende Stjert og skraldende Tungeslag hoppede mellem Grenene. Med sin hele Opmærksomhed henvendt paa den, havde han grebet med Tommelfingeren om Hanen paa sin Flint, da Licentiaten i det Samme bankede sig med knyttet Næve paa Panden, og skreg:

"Au, mit Hoved! jeg bliver gandske svimmel."

Ved denne Lyd blev Fuglen advaret, og frelste sit Liv ved en betimelig Flugt. Frits satte fortrædelig sit Gevær ned ved Foden, og vilde til at give sin Harme Luft i Ord.

I det Samme hørte han Mølleren i sin Gaard blæse paa Jagthornet. Dette Signal besvaredes af et andet fjernere Horn, hvis Toner dæmpedes af den tætte Skov. Frits, som allerede lange havde varet fuldrustet, fulgte strax Musikens Indbydelse. Stedets dobbelte Port stod paa viid Gavl, og en Skare Jægere til Hest og til Fods holdt deres Indtog paa den larmende Steenbro. Forskjelligheden af deres Oppakning bidrog især til at give det hele Tog et broget Udseende. Nu saae man en pyntet ung Herre, som paa Skulderen bar en let parisisk Flint, hvis Pibe var blaatanløbet og besat med Guldstads. Snart saae man en bedaget Skytte med et Hampereeb om Livet og et halvskæftet Gevær, der havde gammelt Jerns uanseelige Farve, men hvis tyndslidte Munding var Borgen for, at dets Eier maatte have grundigt Bekjendtskab med dets Egenskaber. En før Forpagter, med en Kabuds af Katteskind og en rødtærnet Halsklud, blev baaret frem af sin bomstærke Kjørehoppe. Skydetasken, der hang over hans venstre Skulder, var forfærdiget af en Pudels krølhaarede Skind, og hans mægtige Flint var forsynet med et dobbelt Løb. Derefter kom en adelig Godseier i en fiin, blaa Spencer, paa en stumphalet Hingst. Hans eneste Byrde var den smidige Ridepidsk; thi ved Siden red hans Tjener, bebyrdet med