Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/401

Denne side er blevet korrekturlæst

Forestilling, at have maattet vige for en Mand, som han havde saa ringe Tanker om.

Licentiaten sad i Skumringen paa sit Kammer, og bestræbte sig for at bibringe Peiter Begyndelsesgrundene til Indenadslæsning. Han strøg med sin flade Haand over Drengens glatkæmmede Hoved, idet han afbrød Underviisningen med det Spørgsmaal:

"Elskværdige, rare, fortræffelige Peiter! elsker du din gamle taabelige Lærer?"

"Ja," svarede Drengen.

"Holder du ikke ret meget af mig," blev Licentiaten ved.

"Jo," sagde Peiter hurtig, idet han stred videre med sin Pegepind, for jo før jo heller at komme til Enden af Lexen.

"Du lyver Dreng," sagde Licentiaten; "du har ingen Agtelse for mig."

Drengen sagde: "Jo, — K—a—t, Kat."

"Du anseer mig for et Tossehoved," vedblev Licentiaten. "Du har mig til Bedste, fordi jeg er beladt med denne Klumpfod. Du slette Dreng! Men en unge som du skal ikke foragte din Lærer, fordi han er vanskabt. Herefter skal jeg gribe til kraftige Midler for at sætte mig i Respekt hos dig, forstaaer du mig, Knegt?"

Under denne Tiltale rustede han sin Lærling dygtig i Ørelappen. Drengen gav et gjennemtrængende Skrig fra sig og flygtede med Haanden for Øret hen i en Krog af Stuen. Ved Skriget ilede Marie til og raabte ved Indgangen:

"Gjør du dig uartig, Peiter! Kom strax hen og kys Manden paa Haanden og bed om Forladelse."

Hun greb sin Broder i Armen, for at slæbe ham hen til Licentiaten. Men Peiter, som levende følte sin Lærers Uretfærdighed imod ham, brugte baade Hænder og Fødder til sit Forsvar, idet han med den største Halsstarrighed satte sig imod enhver Slags Afbigt.