Tredie Capitel.
Andejagten.
Frits havde paa ny begivet sig til Møllekroen, for at indfinde sig ved den aarlige Andejagt. Mølleren havde meget rigtigen sluttet, at en Lidenskab, til hvilken Grunden i faa Dage var lagt, i en kort Tid igjen vilde fortage sig. Derfor havde han maget det saaledes, at denne Jagt, der af ham selv og hans vaabendygtige Naboer ansaaes for en stor Høitid, var blevet udsat i faa Dage. Han ønskede nemlig, at hans kjære Lærling med fuldkommen beroliget Sind skulde tage Deel i denne Jægerfest.
Da Frits altsaa Aftenen før Andejagten skred over Kroens Dørtrin, blev han modtaget med aabne Arme. Alle Gaardens Beboere, lige fra Værten selv til Drengen Peiter og den trivelige Pudelhvalp, yttrede deres Henrykkelse over hans Komme. Det var en taus Overeenskomst, at det ubehagelige Optrin, der havde foranlediget Fritses Afreise, skulde være bragt i en fuldkommen Glemsel. Marie begreb af hans friske Miner, at den Fortvivlelse, som hun heller aldrig havde anseet for meget grundig, aldeles havde lagt sig. Mellem Frits og hende var der let et fuldkommen tvangløst Forhold tilveiebragt. Møllerkonen blev nu ogsaa befriet fra den Skræk, som i adskillige Nætter havde paadraget hende urolige Drømme. Hun hviskede til sin Datter, at hun ved Fritses næste Regning maatte huske vel paa de nye Vinduesruder, som hun under Husets almindelige Forvirring reent havde glemt at føre til Bogs. Blot med Licentiaten var Frits ikke i Stand til at omgaaes paa den forrige Fod. Af Maries Opførsel, da de begge bleve behandlede som Patienter, og endeel andre Omstændigheder, havde han bemærket det Fortrin, hun øiensynligen gav denne Husets ældre Gjæst. Han satte sig selv høit over sin formeentlige Medbeiler, og det var ham en utaalelig
