kjerne, som det lette Rosenskjær paa hendes Kinder. Ikke blot fordi Matrosen er opdraget imellem Tjæretønder og Tougværk, henter han sine Lignelser fra den physisk-drøie Verden; men fordi hans djærve Nervesystem ei lader ham sinde Tilfredsstillelse ved det finere Foredrag med sine Sølvtyper. Der behøver kun at finde meget faa ydre Betingelser Sted, for at en Qvinde med en schillersk Natur kan danne sig en Kreds af ophøiede moralske Tanker. Et Instinct vil bringe hende til overalt at drage den Næring til sig, som hun behøver. Enhver flygtig Yttring, ethvert prentet Blad, hun dreier om sine Krøller, vil berige Tallet af de Tanker, som bedst kunne assimilere sig med hendes Natur, og der behøves blot et let Stød udenfra, for at den schillerske Lyrik kan komme til at strømme fra hendes Læber."
"Det veed vi Altsammen", sagde Bertel ærgerlig. "Det er omtrent det Samme, som gamle Horats siger med det uphilosophiske Vers: Sincerum est nisi vas, quodcunque infundis acescit."
Bernhard blev ved: "Paa samme Maade nøder Bertels platte Tænkemaade ham til at oversætte hver Sætning, han hører, i sin Spekhøkerstiil, inden han kan faae den i sit Hoved. Han troer at borttage Formen og give Tanken i Stedet, da han dog blot gjengiver den under en anden, just ikke mere tiltrækkende Form. Det gaaer ham som Grønlænderen, der ei kan faae sin Føde ned, uden at den først er sølet i Tran."
"Og din philosophiske Natur", svarede Bertel, "løfter dig bestandig op til det overmenneskelige Trin, hvorfra du seer Alt som lige godt og lige stort. Imidlertid bliver du dog noget stødt, naar en plat Natur kommer dig noget tværs for Livet, og dumper ned i hans lavere Verden for at baxes med ham. Men den Fugl ville vi nu lade flyve. Jeg maa til at holde lidt nærmere Forhør over vor Ven Frits. — Siig mig nu paa
