Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/395

Denne side er blevet korrekturlæst

Natur saa rolig bevæger sig frem i sin uendelige Fred, medens det saakaldte Fornuftvæsen yttrer sin Egensind som et uregjerligt Barn; hvorledes Natten, igjennem sine gyldne Briller, vilde have seet paa min Grav med samme Blik, som den nu saae paa mit Ansigt. Da forestillede jeg mig ret levende, hvorledes Christian da havde siddet med et Flor om sit Horn og blæst en veemodig Melodie, mens Fiskeren holdt stille med sit Blus paa Søen og strøg Haaret bort under sin laadne Kabuds, for at høre paa Musiken. Under disse Betragtninger forfattede jeg den Sørgemusik, som I nys have hørt, og sov ind paa min Stol med Hornet under Armen."

"Nu synes du dog at vare gandske vel tilmode paa ny", sagde Bertel.

"Jeg forsikkrer dig«, gav Frits til Svar, "jeg er saa Gud høist bedrøvet."

"Noget maa du vel sagtens være det, om ikke for Andet, saa for Velanstændighedens Skyld. Imidlertid har dog vist de strenge Lærdomme, Jomfruen gav dig i Lysthuset, virket med temmelig nedslaaende Kraft paa din Varme."

"Ja tilvisse", sagde Frits igjen; "thi jeg bliver gandske fortørnet, naar jeg tænker paa den Rolighed, hvormed hun affærdigede mig, den Besindighed, hvormed hun foredrog sin Tale, ret som om hun vel forberedt havde læst hvert Ord fra Bladet. Hun burde dog i det Mindste vare kommet lidt i Oprør."

"Ja vist", sagde Bertel; "hun burde have taget et Par Hofmannsdraaber paa et Stykke Melissukker, og lagt sig lidt ovenpaa Sengen med Klæderne paa. Det var det Mindste, hun kunde gjøre, naar hun vilde tilfredsstille Høflighedens almindelige Fordringer. Hun taler ellers ret godt for sig. Jeg gad gjerne vide, hvorfra hun faaer de Bøger, efter hvilke hun danner sin Stiil. Thi naar jeg undtager Udtrykket: "Deres jordiske Vandring", som hun kan have tilegnet sig af Sognepræstens Søndags-