Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/388

Denne side er blevet korrekturlæst

Skoven; sæt dig da en Aften paa min Gravhøi i stille Veir, og blæs en Sørgemarsch ud over Søen. Giv Møllerens lille Søn min Brystnaal. Skjul min Dødsmaade ved een eller anden timelig Opdigtelse for min Onkel i Jylland, og send ham mit Krudthorn. I min Kjolelomme findes en Brevtaske med Penge; giv den til den gamle Soldat, der børstede mine Støvler i Kjøbenhavn. Jeg slog ham engang paa Øret, fordi han havde traadt en Stær ihjel for mig. Ellers troer jeg ei, jeg har fornærmet Nogen. Der findes ingen Kugler i min Haglpung, og jeg er ei i Stand til at støde mig en; thi ethvert Arbeide falder mig væmmeligt. Jeg hænger mig i et blomstrende Æbletræ ved et Ærtebed i Haven. Nyes vilde jeg have sagt Farvel til min Vært, som jeg mødte, men det var mig modbydeligt at bevæge Læberne. Jeg føler mig saa beklemt, at jeg med Nød drager Aande. O, min Hals er, som om den var fuld af Naale. Fy, hvor mit Liv forekommer mig at have været et stygt, elendigt Gjøglespil. Jeg kan ikke skrive meer. Lever vel, trofaste Venner."

"Nu kjender jeg dig ikke mere, Valentin," sagde Christian. dybt bevæget. "Hvorledes har du kunnet paa saa kold og hjerteløs en Maade meddele os et saa sørgeligt Budskab." — Mere sagde han ikke, men bedækkede sit Ansigt med sine Hænder. Valentin svarede Intet, men gik ligegyldig fra Bordet. Der herskede en dyb Stilhed i den hele Kreds, og Alle stirrede tause hen paa det mørke Sund, over hvilket der hang nogle sorte, ubevægelige Tordenskyer.

"I Sandhed," sagde tilsidst Tydskeren, "jeg havde aldrig troet, at en saa flygtig opstaaet Lidenskab kunde saa hurtig overvælde ham med en saadan Voldsomhed."

Pludselig blæstes fra Salen bag ved deres Hovedet en høitidelig Dødningemusik paa et Valdhorn. Først skraldede blot lange, sønderrivende Toner, der udtrykte Rædsel og Fortvivlelse, og klang som revnet Metal, men efterhaanden opløstes de i bløde