Haar er ikke ravnesort, det falder omtrent i samme Farve som en Kakkelovnstørv."
"Hvad synes I forresten«, sagde Valentin, "om vor gode Vens glimrende Udsigter?"
"Hvis hun ikke," sagde Bertel, "troer det tjenligt for ham, at gaae lidt Trængsel igjennem først, for ret at styrkes i Troen, saa seer det unegtelig noget betænkeligt ud for ham. Jeg anseer det just ikke for umuligt, at en Landsbypige, der ei har studeret, ved heldige Naturanlæg paa egen Haand kan komme til at erkjende Sandheden af Digterens Ord: irritant obstacula magis. Hvad grundet du paa, Bernhard?"
"Jeg tænker paa" — var dennes Ord, "hvorledes Naturen har ladet den qvindelige Charakteer uden egentlig bestemte Omrids. Der er fast ingen Forskjel i Sind paa de bedre Væsner af det hele Kjøn. Deres bedre Side bestaaer i en reen hvid Flade, uden Mangfoldighed af Farve. Det er ikkuns ved Skyggerne, de skjelnes fra hinanden. Medens man i den mandlige Halvdeel af Menneskeslægten seer en utallig Vrimmel af bestemt ridsede Polygoner, har Naturen i Tegningen af den qvindelige Charakteer betjent sig af lutter concentriske Cirkler. Næsten ethvert reent qvindeligt Væsen vilde jo have behandlet vores Eventyrer paa samme Fod, som denne Marie. — Men lad os nu høre det næste Sendebrev, Valentin. Jeg længes dog efter at vide, hvad Udfaldet bliver."
Valentin tog Brevet frem og læste:
"Farvel, Brødre! Naar I modtage dette Brev, har jeg selv gjort Ende paa mit Liv. Tak for Eders Venskab. I min Dødstime forsikkrer jeg Eder om, at jeg har elsket Eder Alle ret af Hjertet. Jeg troer ogsaa, I have været mine Venner, og tilgiver Zacharias fuldkommen, at han har været saa streng i sin Dom over mig. Du, Christian, har altid elsket mig meest; dig giver jeg mit Valdhorn. Jeg bliver ventelig begravet her i
