Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/382

Denne side er blevet korrekturlæst

at høre af Valentins Basmæle, i Stedet for af hendes bløde, hjertegribende Stemme. Enhver af hendes mindste Bevægelser udtrykker mere end noget Ord den reneste, beskedneste Qvindelighed. Det er intet Under, at Stadens Damer lægge Vind paa smuk Gang, naar de vide sig betragtede af en lang Rad Forbivandrende. Men ved at see Marie, naar hun troer sig ubemærket, stride hen over Gulvet, faaer man først et Begreb om, hvorledes et skjønt indvortes Liv med uberegnet, ufrivillig Tækkelighed bevæger en listig Skikkelse. Imorges tidlig gik hun over Gaarden for at lukke Døren op for sine Høns, og denne korte Vandring staaer bestandig som det skjønneste Maleri for min Phantasie. Det havde nylig regnet; derfor maatte hun vaerlig flytte sin Fod fra Steen til Steen, for ei at blive vaad. Med den venstre Haand samlede hun bestandig sin Kjoles Folder om Fodens Ankel og den sneehvide Strømpesvikkel, medens hun med den udstrakte høire holdt sin lette Gestalt i svævende Stand.

Det falder meget vanskeligt at komme i nogen fortrolig Samtale med hende. Hun har en egen Gave til at holde Folk adskillige Skridt fra Livet. Endogsaa jeg, der, som I veed, ei er frygtsom, og som Nogle paastaae, ei engang beskeden, kommer ingen Vei med min Fripostighed. Hun bringes aldrig i Forlegenhed ved min spøgende Paatrængenhed; men uden at synke ned i den fjasende Region, hvori jeg for Beqvemmeligheds Skyld vil drage hende ned, svarer hun paa Alting med en venlig Alvorlighed. Igaar Aftes lagde vi Sukkerærter sammen. Jeg gik foran og skar med en Lugespade Linien efter den strammede Snor, og hun fulgte bag efter med et Kræmmerhuus, og lod Ærterne falde ned i Furen. Hendes Straahat hængte let tilbagekastet paa Hovedet, og det blegrøde Hattebaand, som var gaaet løst, flagrede omkring hendes Hals og hendes Kinder. Ogsaa hendes vægtige Guldkrøller befriede sig ved den idelige Bukken tidt fra Kammens Tvang, og hun maatte bestandig med