kan ret forestille mig, hvorledes han gaaer Møllerkonen tilhaande i hendes huuslige Arbeider, og hvorledes det i slige Øieblikke forekommer ham, at oeconomiske Undersøgelser ere Livets høieste Opgaver. Saadanne bøielige Væsener ere de Baand, der gjøre Overgangen og ligesom Forsoningen mellem de skarpt udtalte Personligheder. Var der ikke slige smigrende Tolke, der ligesom jævnede de skjærende Modsætninger og lærte de stærkt prægede Mennesker at forstaae hinanden, da vilde disse som steile Fjelde fiendtligen staae imod hinanden. En saa voxblød Yngling bliver altid elsket, hvor han træder frem, og jeg tvivler ikke paa, at han i Møllerens Huus antager en Farve, som behager den uerfarne Landsbypige."
"Lad os nu høre mere af Brevet," sagde Bertel, der ikke var en Ven af Tydskerens lange Betragtninger.
Valentin svarede: "Jeg gotter mig ret ved at høre Eders aprioriske Betragtninger, da jeg dog er den, som af Alle er den bedst oplyste og sidder med Slutningen af Historien i min Frakkelomme. Ja jeg venter endogsaa hvert Øieblik Postbudet, for at modtage Begyndelsen til en ny." Derpaa læste han videre:
Hun — I husker nok, at denne Hun er Møllerens Datter — bærer bestandig et rødt- og hvidttærnet Forklæde. Spotter kun, saameget I ville. Dette tærnede Forklæde hører saa uadskilleligen med til hendes Person, at man nødvendig maa tænke sig det med, for at faae en tydelig Forestilling om hende. Hendes Paaklædning er overhovedet det klareste Udtryk af den stille Ligevægt og Ynde, der hersker i hendes hele Væsen. Den høieste Grad af Simpelhed og Reenlighed hersker bestandig deri; enhver Naal er bestandig fæstet med den høieste Grad af Nøiagtighed og Correcthed. Hun taler kun lidet og aldrig uden at foranlediges dertil. Om jeg ogsaa her i dette Brev anførte endeel af hendes Yttringer, vilde det dog kuns give Eder et høist ufuldstændigt Begreb om hendes skjønne Tilværelse; thi I fik den jo
