— Jeg forlader aldrig dette Sted. Dersom I ønske Eders Møllesække vel behandlede, da slaaer Eders Bo op her i mit Nabolaug som Præster, Byfogder og Læger. Her er godt at boe. Jeg forlader aldrig dette Sted —
"At sige, hvis Møllersken er af samme Tanker som han", afbrød Zacharias Læsningen.
"O, det har ingen Fare", svarede Bertel. "En Pige fra Landet er ikke vant til at have en saa smidig Tilbeder. Hans Medbeiler, om han har nogen, er sagtens en drøi Forpagter, som taler med Faderen om Rapssaat og Vexeldrift, og hvis høieste Kjærlighedsyttring bestaaer i, at han lægger Piben, eller spytter sin Skraa ud og, mens han udstikker sit Glas Finkel, nikker med et møisommeligt Smiil halv omvendt til Datteren, idet han siger: Hendes Velgaaende, Jomfru!"
Zacharias sagde: "Det ærgrer mig ellers, at den Gjek bilder sig ind, at vi Alle med vore Ønsker følge ham paa hans Narrevandringer. Hans Liv er bestandig halv Alvor, halv Skuespil. Derfor er det ham en Nødvendighed at have Tilskuere til sine Marionetstykker, og det gjør ham ondt, at han allerede i første Act maa adsplitte vor Interesse, ved at føre en ny Elskerinde paa Bræderne."
"Man kalde det, hvad man vil," svarede Bernhard; "vi kjende jo Alle tilsammen hans Væsen og Egenskaber. Han har den Aabenhed eller, om man vil, den Svaghed — thi af Sprogenes Armod nødes man nu eengang for alle til at betegne enhver menneskelig Beskaffenhed med et Ord, der tillige indeholder Roes og Dadel — at han ønsker, Andre skulle deeltage i hans Liv og ligesom leve det i Fælledsskab med ham. Han kjender unegtelig ei til den dybe Lidenskab, der ligesaa lidet i Livet kommer over Læberne, som naar disse bedækkes med Liigstenens Segl. — Hans Charakteer er omskrevet af en saa elastisk Ring, at den bestandig omformes efter den Kreds, han befinder sig i. Jeg
