har det Held, at kunne handle uden at tænke over sit Liv. Naar jeg havde kunnet indsee nogen tilstrækkelig Grund til, at Reisen snarere skulde skee paa een Dag end paa en anden, da vilde den have gaaet for sig. Men Ulykken bestaaer egentlig deri, at jeg altfor tydelig indseer den Sandhed, at enhver Gjerning uden stor Skade kan opsættes en Dag.
Men deri tager du just feil, Fætter, gav jeg til Svar; ingen Ting i Verden, som kan udføres idag, bør udsættes til imorgen.
Negter du mig det, tog han atter Ordet, da maa du nødvendig indrømme mig, at den muligviis ligesaa godt kan udføres et Minut eller et Secund senere; og denne forbistrede Mulighed varer ved, saalænge man drager Aande. Ingen kan bevise mig at en Opsættelse, der varer en Secund eller Terts, skulde have fordærvelige Følger, og fordi Ingen kan bevise mig det, derfor gaaer mit Liv reent i Staa. Min uendelige Grandsken derover gjør, at jeg Intet udretter. Fremdeles kommer jeg til at tænke paa mine Tanker derover, ja jeg tænker over, at jeg tænker derover, og deler mig selv i en uendelig tilbageskridende Rad af Jeg'er, der betragte hinanden. Jeg veed ikke, hvilket Jeg der skal standses ved som det egentlige, og i det Øieblik jeg standser ved eet, er det jo igjen et Jeg, der standser derved. Jeg bliver ør og betaget af Svimmelhed, som om jeg stirrede ned i en bundløs Afgrund, og Tænkningen endes med, at jeg føler en rædsom Hovedpine.
Kjære Fætter, sagde jeg rolig, med slige Grublerier vil du pine dig ligesaa forgjeves, som om du endevendte din Goliathskrop, og forsøgte at spadsere paa Hovedet med dine lange Been i Veiret. Jeg kan slet ikke staae dig bi med at sortere dine mange Jeg'er. Det ligger aldeles uden for min Virkekreds, og jeg maatte enten være eller blive ligesaa gal som du, hvis jeg indlod mig i dine overmenneskelige Drømmerier. Min Viis er at holde mig til de haandgribelige Ting og vandre paa For-
