Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/360

Denne side er blevet korrekturlæst

Knegt er ikke den Samme, som krøb i Skorstenen, saa slipper jeg ham strax løs.

Var det den Samme, sagde jeg, da kunde let en og anden Omstændighed blive berørt i Forhøret, som kunde bringe Jer i stor Fortræd. Eders Tjeneste var vist nok forloret, og I maatte takke Gud, om I slap fra Slaveriet. Men naar I tager ham ret i Øiesyn, vil I bedst overbevise Jer selv derom.

Vægteren betragtede Frits og raabte: Ja, De har Ret; det er sandt for Gud en gandske feil Person! — Kammerater! denne gode Mand er langtfra ikke Tyven. Det var Liigheden, der gjorde det. Forskjellen var blot, at den Anden var skutrygget og havde kun eet Been. Det var formodentlig ham, der løb, Alt hvad trække kunde, hist om ad Studenstrædet.

Derpaa blev Frits øieblikkelig løsladt. Vægterne fulgtes ad ned i en Kjelder, hvor de gjorde sig en glad Nat ved at bekoste sig for fire Mark Brændeviin, og jeg bortfjernede mig med vor Ven Frits. Nu forklarede han mig Tingens rette Sammenhæng. Af Vægteren, som hver Helligdag havde for Skik, at ønske Familien en glædelig Fest, havde han faaet en fuldstændig Beretning om hele Husets Leilighed. Deraf vidste han, at der i den skjønne Sophies Værelse fandtes en rummelig Kamin, som om Sommeren var tilspærret med en stor Trælaage. Hvis han befandt sig i den, vilde han kunne høre Pigens fortrolige Samtale med sine Legesøstre. Ja hvis han paa Laagen blot havde en liden Aabning, kunde han jo ret i Mag besee hendes hulde Skikkelse og efter Sengetid ved Skinnet af en Lampe, der hver Nat hang i Værelset, betragte den Sovendes Træk. Vægterens Betænkeligheder overvandt han ved et godt Greb i sin Pung, og krøb, forsynet med et Fritbor, igjennem Skorstenen ned til den beskrevne Kamin. Alt var tyst i Kammeret, og han begyndte forsigtig at bore i de tynde Fyrrebræder. Inden han havde fuldført sit Arbeide, gik Døren op og to Piger traadte ind i Værelset. Uagtet han