Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/356

Denne side er blevet korrekturlæst

Syn mig?! Det er jo min Barndoms trofaste Pleiemoder, min egen Amme Christiane, der staaer for mig. Du var mig gandske fremmed, saalænge du var opbragt. Jeg var aldrig vant til at see dig vred, da jeg var en liden Pog, der sad paa dit Skjød. Nu, da du taler mig til i en venligere Tone, gjenkjender jeg strax din milde Røst.

Ja, sagde Konen, det er min Frits, mit eget velsignede Barn. Hvor har mit Øie dog været henne, siden jeg ikke strax kjendte mig ved dig. Jeg har dog tidt nok betragtet dine deilige smaa Træk, naar du sov i min Arm om Natten, og Lyset stod i en Vandkjedel foran Sengen. Gud naade mig for dig, dit arme Pus, er det nu kommet saavidt med dig, at du maa gaae paa de brede Veie for at faae dit daglige Brød?

Med disse Ord trykkede hun Frits tæt op til sit Bryst, og begge bleve rørte til Taarer.

Dit stakkels Barn, vedblev Konen, du er sagtens reent forkommet af Sult og Tørst. Kom du med mig ind i Stuen til den varme Bilæggerovn, saa skal jeg give dig en Potte varmt Øl og en lille Fleskekage. Sidst du var i min Kakkelovnskrog, da var du en ussel Stump, der knap kunde staae ene. Da satte jeg dig til Støtte ved en Stol, og gav dig en Messingknap af Kakkelovnen at lege med i din Faldehat. Siden den Tid er du, Gud skee Lov, blevet en Karl, der seer ud til at kunne baade staae og gaae paa din egen Haand.

Men Christiane, Christiane! hvorfor har jeg ikke før vidst, at du var blevet til en saa fattig Kone? Jeg kan ikke tilgive mig selv, at jeg i saamange Aar reent har glemt at spørge til dig.

Efterat det var kommet til en fuldstændig Forklaring mellem Frits og hans Amme, blev det besluttet, at de den næste Dag i Selskab med hinanden vilde begive dem til Drengens Farbroder. Bonden spændte næste Dag sine Plougøg for en Pindevogn, og bragte baade Frits og sin hele Familie til Herregaarden. Der