ind, tog han hans Kjæreste ved Haanden og berømmede med mange og søde Ord hendes liflige Skikkelse. Dette huede Alvilde vel; thi hun saae, at Kjøbmanden var en meget lækker Herre. Endogsaa da han rakte Munden hen og vilde kysse hende, gjorde hun liden Modstand. Om Morgenen, da Eyvind lukkede sine Øine op, da var baade Kjøbmanden og Alvilde borte. Han sprang forskrækket op og raabte hendes Navn, saa det lød vidt over Marken; men han fik slet intet Svar, ei engang af Overgemæle, da der ingen Fjelde vare i Nærheden, som de kunde svare igjen fra. Han løb længe om, indtil han mødte en liden Elv, den satte han sig ved; men blev saa bange for sit eget Aasyn, som speiledes deri og saae forfærdelig elendigt ud, at han atter foer derfra, uden at vide hvorhen.
Hakon og hans Mænd rede om i Skove og Dale og joge de vilde Dyr, da Kongen gjerne vilde forslaae de Griller, som Eyvinds Fraværelse foraarsagede hos ham. Mens Hakon nu engang stod med Bagen imod en Gran og satte sin Hage paa Skaftet af sit Spyd, da hørte han, at hans Hovmænd raabte: „Her har vi Spillemanden!“ Normannakongen løb forundret derhen, da saae han gandske rigtig Eyvind ligge taus paa Jorden. Alle Mand spurgte ham, hvorfor han laae der saa alene; men han var ikke meget for at tale og sagde kun nogle enkelte Ord. Da sagde en af Kjæmperne: „Hvad er det, han mumler i Skjæget? Han taler noget om en bretlandsk Kjøbmand. Man skal see, at han har solgt baade sin Qvinde og Strængeleg til den samme Handelsmand og faaet Kalk derfor, som han har hvidtet sine Kinder med.“ En Anden sagde: „Nei, det lader snarere til, at Ansigtet er frosset af ham, og at han har lavet sig et af Snee og sat i Stedet.“ En Tredie sagde: „Nei, jeg tænker han har slaget Alvilde ihjel og gravet hende ned her i Jorden, og vil nu selv staae her i Stedet for en Marmelsteen til hendes Ihukommelse.“ Ved disse Ord sloge de en umaadelig Latter op.
