Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/327

Denne side er blevet korrekturlæst

Dit Maal saa herligt lyder
    Paa vilde Vænge;
Ei nu Du Kjæmpefryder
    Skal klinge længe.

Og naar da Eyvind sørger
    I Krogen stille,
Og Mand og Qvinde spørger,
    Om jeg vil spille:

Da maa sig Eyvind skamme
    Og Intet svare.
O, Du min dyre Ramme!
    O, Guldstrænge rare!

Brist da med Klang,
    Du Drapaqvæder!
Du toner sidste Gang,
    Og Eyvind græder.

Da han det havde sjunget, gjorde han et saa heftigt Greb i Strængene, at de brast alle tilsammen, og han knuste i det samme Legen imod en skarp Steen, saa at det gav en Lyd ligesom et vildt Skrig, og Alvilde ræddedes derved. Derpaa slog han Ild og lavede i Taushed et Baal, og Qvinden talede imens heller ikke et Ord. Da de havde siddet lidt ved Baalet, kom der en bretlandsk Kjøbmand kjørende med mange Slæder. Denne Mand var klædt i kosteligt Tøi, hvilket var baldyret med røde, hvide og blaae Stene. Da han fandt Eyvind og hans deilige Viv ene paa Marken i den svare Kuld, lod han sine Trælle gjøre en stor Brand tilrede og bad dem lette sig derved hos ham. Han lod dernæst hente sjeldne Spisevare og fine Drikke ned fra Slæden, hvorved de qvægede deres Sind. Især gav han Eyvind stærke Draaber i hans Bæger, som skulde fremme Søvnen hos ham, og da nu den trætte Spillemand snart slumrede