Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/317

Denne side er blevet korrekturlæst

noget paa dem at udsætte.“ De toge uden Betænkning hver sin Hovmand, da de ikke vare saa hovmodige som Alvilde. — Der holdtes da i mange Dage et stort Gilde hos Hakon, og dertil kom ogsaa endeel Kjøbmænd fra Jæmteland, som falbød Zobel, Maar og andre kostelige Sager for de unge Qvindfolk, og der kjøbte en Hovmand et overmaade dyrebart spraglet Skind til sin Hustru, og Alvilde følte stor Avind over, at hun ikke havde faaet det, saa at hun i tre udslagne Dage ikke var glad, men fældede sine modige Taarer. Disse Kjøbmænd vare forresten af Jæmternes ypperste Mænd og holdt godt Venskab med Hakon, fordi han var en saa lystig og veltalende Herre. Han sagde til dem en Dag: „Hør I gode Svende af Jæmteland, hvorlænge ville I ligge saaledes mellem de Norske og Svenske og bære Kappen paa begge Skuldre? Ere I ikke rædde for, at een af Parterne skal komme med Jern i Hænder og lære Eder med Hug at lystre, siden I ikke ville med det Gode? Rimeligt var det dog, at I gave Jer under mig, da der løber norsk Blod i Jer.“ Jæmtingerne loe ad ham; men han raabte paa Eyvind og sagde: „Broder min! Tag Din Harpe og giv disse Mænd noget Musik, og fortæl dem derhos, hvad Du veed om deres Herkomst.“ Da qvad Eyvind:

Høie over Dovre ride
Kong Øisten og hans Mænd.
Hver Trønder skreg af Qvide,
Naar de tog Sværd fra Land.
Blod strømmed dem for Fode,
Som Himmelvand fra Tag;
Mod Møer var' de gode,
De favned dem i Mag.

Da nu den grønne Hede
Var bleven vaad og rød,
Og Øistens Klinger bede
Ei meer det norske Kjød,