Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/314

Denne side er blevet korrekturlæst

Det er Thor, der rører
Sit dygtige Værge,
Som Dundren fører
Og ryster Bjerge.

Nu flygte de Sorte,
De Hvide vandt;
See ved Himmelens Porte
Den røde Kant;
Det er Jetteblod,
Der paa lyseblaa Val
Tyder Slag, som stod,
Tyder Jettefald!
Nu lyder i Fjeld
Deres Jammermæle;
Under Klippefjeld
De sig rædde sjæle.
Der lure de da,
Til Guder er borte.
Der komme de fra
I Skikkelser sorte.
Fra Steentagslæ
De styrte paa Mand,
Som Høgen fra Træ
Paa den spraglede And.
Men naar fast man haaber
Paa Guderne alle,
Da Heimdal raaber
Til Hjelp Valhalle.

Da Eyvinds Vise var til Ende, vare alle Skyerne borte og Himlen var saa reen og blank, som om den var feiet. Tillige var det nu meget maanelyst, saa at man kunde see hvert Blad paa Træerne. Da kom alle Jomfruerne gaaende hen imod ham, og han forundrede sig meget over deres store Deilighed; dog var een baade i Reisning og Hvidhed udmærket fremfor alle, og hun havde hvide Klæder paa og et Haar, som havde stor Lighed med