Side:Efterladte Skrifter af Poul M Møller 1-3.djvu/313

Denne side er blevet korrekturlæst

Jeg mine gode Strænge
Saa flittigt rørte.
Naar for Jert Alter Panden
Af Tyr mon revne,
Da qvæded jeg forsanden
Af bedste Evne.
Skal de mit Liv forøde,
De sorte Trolde?
Nei, I for mig vil bøde
Med Eders Skjolde.

Han havde neppe begyndt at tage paa Strængelegen, førend han hørte en overmaade stor Larm i Luften og fornam, at Gunild var borte. Han saae græsselig store Skyer at seile saare stærkt imod hinanden, og somme vare hvide, somme vare sorte; men alle havde de Lighed af Mennesker, paa det nær, at de vare saare meget over et Menneskes Førlighed og Høide. Da blev han overmaade glad og qvad igjen:

Himmelens Rune
Skjalden nu læser;
Høit i Basune
Vægteren blæser;
Heimdal piber,
Hans Toner er Blæst,
Odin griber
Sit Sværd og sin Hest;
Han Valhal tuder
Til Raad mod Jetter;
See Trolden, han spruder
Sit Blod og sprætter.
See fra Skyen vinker
En Jernstang rød,
Den glimter og blinker,
Som gnistrende Glød.