naar de vilde hjelpe ham at gjenne Blodøxen ud af Landet. Han blev da keiset af alle Mand, og det blev der besluttet at bære Vaaben paa Erik. Men da denne havde fornummet, at kun Faa havde Lyst at bie hos ham, da tog han den Hex Gunild, sine Børn og mange Kostbarheder og satte sig paa Ørkenøerne, hvorfra han gjorde Vikingstog og sankede meget Guld paa Kjøbmandsskibene.
Da nu Hakon sad vel fast paa den store Stol og raadede fuldkommelig for sin Faders Rige, meente han, at han skulde have stor Vederqvægelse af Eyvinds Sang og Spil; men da traadte Eyvind frem for Hakon og sagde: „Nu maa Du give mig Orlov, min Konge og Frænde! jeg har ingen Lyst til at staae herinde i denne forgyldte Hal, her er mig noget trangt.“ Da svarede Hakon: „Nei ingenlunde maa Du forlade mig, min gode Spilleskjald. Det var mig til liden Baade, at jeg fik Magt over de norske Skove, naar jeg lod den fagreste Fugl, som jeg deri havde fanget, flyve ud af min Haand. Tilmed synes jeg nok, Taget sidder saa høit paa min gamle Borg, at en Spillemand kan gange herinde uden at støde sin Pande.“ Eyvind svarede: „Jeg gaaer dog hellere udenfor; thi jeg skal sige Dig, min Konge, jeg haver der vel saa høit til Loftet og vel saa vidt til Væggene, og hvorvel der kun er eet Lys, saa giver det vel saa god Lysning, som alle dine bretlandste Glar.“ „Som Du vil,“ sagde Hakon, „jeg vil ikke binde nogen Skjald til mit Bordbeen, hvorvel mig trykkes, det kunde svare smukt igjen, naar Du slog paa Din nye Harpe herinde mellem de lange Steenpiller, som bare mit Loft.“ „Ja vil Du gaae med mig ud i det Frie,“ sagde Eyvind, „saa skal Du see, min Konge! at det giver bedre Lyd imellem Fjeldene, naar alle Dvergene fra Stenene begynde at qvade bag efter mine Toner. I Bure maa Du slet ikke sætte mig; men Rede vil jeg gjerne have under Dit Tag, og enten jeg flyver i Øster eller Vester, da vil Du dog aldrig
